![]() |
Skolevisninger
Tag med skolen i biografen under Århus og Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival!
Vi har samlet de bedste ungdomsfilm om homoseksualitet og køn. Alle film er af nyere dato, vedkommende og undervisningsegnede. Efter hver filmvisning er der oplæg og debat i salen med bøsser, lesbiske og transkønnede, der fortæller om deres liv; Hvad vil det sige at være lesbisk? Hvordan springer man ud? Og hvad med venner og familie? Eleverne har mulighed for at stille alle de spørgsmål, de vil. Vi viser i år fem forskellige film i København og to forskellige film i Århus.
Undervisningsmateriale
Som lærer har du mulighed for at tage udgangspunkt i et undervisningsmateriale udarbejdet specifikt som suplement til vores filmvisninger. Alle materialerne kan downloades her på siden. De er rettet mod både dansk- og seksualundervisning og er udarbejdede i samarbejde med Center for Børne- og Ungdomsfilm.
Bestilling af billetter København
Filmene vises fra d. 25/10 - 3/10 kl.10 i Cinemateket,
Gothersgade 55, 1123 København K. Billetter kan bestilles fra 1. september
på tlf. 3374 3412. Det koster kun 10 kr. pr. billet.
Bestilling af billetter Århus
Filmene vises fra 26/10 - 28/10 kl. 11 i Bio City, Skt. Knuds Torv 15, 8000 Århus C.
Billetterne er gratis. Billetter kan bestilles fra 1. september.
For at bestille biletter skal du skrive en mail til info@aglff.dk, hvor du fortæller, hvor mange I ønsker at komme.
TEMA: Transpersoner, køn og normer
Boys Don't Cry
København: Mandag 29. oktober kl. 10.00
Sprog: Engelsk med danske undertekster
Alderstrin: Gymnasiet
Filmen Boys Don't Cry er baseret på den autentiske historie om pigen Teena Brandon, der levede som en transseksuel mand i Nebraska og blev myrdet. Filmen er både en smuk kærlighedshistorie og en gribende skildring af de konsekvenser, det kan have at falde uden for klassiske kønskategorier. Hillary Swank vandt i 1999 en Oscar for sin rolle som Teena Brandon i filmen.
TEMA: Homoseksualitet
Beautiful Thing
København: Tirsdag 26. oktober kl. 10.00
Sprog: Engelsk med danske undertekster
Alderstrin: fra 7. klasse
Beautiful Thing handler om drengen Jamie, som bor med sin mor i et kedeligt betonbyggeri i Sydøstlondon. Inde ved siden af bor Ste sammen med sin far og storebror. Forholdet mellem Jamie og Ste udvikler sig fra venskab til kærlighed, og konsekvensen bliver at Jamie må fortælle sin mor at han er bøsse. Filmen tager fat i temaer som mobning, familieliv og det at være ung, bøsse og forelsket i naboens dreng.
Fucking Åmål
København: Onsdag 27. oktober kl. 10.00 og tirsdag 2. november kl. 10.00
Århus: tirsdag 26. oktober kl. 11.00
Sprog: Svensk med danske undertekster
Alderstrin: fra 7. klasse
Agnes går og gaber i den svenske provins og keder sig bravt. Hun er teenager og alting virker bare så håbløst. Og hun er overhovedet ikke som Elin, hun går i klasse med, som har masser af fart på og veninder og drenge-kærester i hobetal. Men Agnes har en hemmelighed. Hun er forelsket i Elin. Men det er altså ikke så nemt, når puberteten raser... og man bor i Fucking Åmål!
En rørende film om at springe ud som lesbisk. Finde sit ståsted. For både Agnes og Elin kæmper for at finde deres plads i livet, deres seksualitet. Og pludselig er Åmål ikke så Fucking længere, når man først har sagt, hvem man i virkeligheden er . Og er blevet kysset...
XY - Anatomy of a Boy
København: Torsdag 28. oktober kl. 10.00 Sprog: Dansk Alderstrin: Gymnasiet XY - Anatomy of a boy er instrueret af Carla Albrechtsen, og det er hendes afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Filmen fik sidste år en del omtale, fordi at et fraklip fra filmen hvor to mænd kysser vandt årets 60 Seconds Kortfilmsfestival. Dokumentaren handler om 6 drenge fra omkring starten af tyverne til midt i tyverne, der definerer sig selv som homoseksuelle. Det er tre vennepar og de sidder i et badekar og taler åbenjertigt om deres oplevelser med at springe ud, kærester og sex.
TEMA: Regnbuefamilien
Patrik 1,5
København: Onsdag 3. november kl. 10.00
Århus: torsdag 28. oktober kl. 11.00
Sprog: Svensk med danske undertekster
Alder: fra 9. Klasse
Ægteparret Göran og Sven flytter til provinsen med et stort ønske om at adoptere. Det viser sig ikke at være ligetil. Men en dag sker det! Göran og Sven får drengen Patrik, der er 1,5 år gammel - tror de. For det viser sig, at der er sneget sig en trykfejl ind på papiret, så Patrik i virkeligheden er 15 år, da han træder ind ad døren. Patrik har en kriminel baggrund, han provokerer og har overhovedet ikke lyst til at adlyde sine to nye plejeforældre. Men myndighederne har ikke noget alternativ til Patrik, så han må blive boende, indtil en anden familie kan tage ham. Göran og Sven får pludselig idyllen i deres svenske hus til at krakelere. Det med at være en familie er slet ikke så nemt. Men det viser sig alligevel, at Patrik måske netop er den brik, der mangler i kernefamilie-puslespillet.
